Viborgaftalen forventes opsagt
Viborgaftalen om arbejdstid ser desværre ud til at blive opsagt pr. 31. januar 2025 med virkning fra august 2025. Det står klart efter en række forhandlinger med forvaltningen.Vi havde håbet at kunne forlænge aftalen, men ift. næste skoleår er vi dog blevet stillet over for et ultimativt krav om, at ”lærernes arbejdstid skal muliggøre, at alle skoler kan komme i mål med planlægningen af skoleåret!” Iflg. forvaltningen er det ikke muligt at videreføre Viborgaftalen i den oprindelige form, hvor vi bl.a. var enige om vigtigheden og prioriteringen af forberedelse og samarbejde og på den baggrund havde fundet gode løsninger på netop disse helt afgørende områder. Forvaltningens begrundelse for opsigelsen er grundlæggende skolernes pressede økonomi, hvor ikke alle skoler vil have råd til at afsætte den nødvendige tid til forberedelse.
At skolerne skal kunne komme i mål med næste skoleårs planlægning, er et legitimt krav fra forvaltningens side, men at det ultimativt er lærernes arbejdstid, der skal være med til at finansiere vores skolevæsen, er for os helt uacceptabelt, og derudover kan vi ikke stå på mål for at presse lærerens arbejdsmiljø yderligere.
Da vi i 2020 indgik Viborgaftalen havde vi en fælles forståelse af vigtigheden af at prioritere forberedelsen af god undervisning og dyrke et tæt samarbejde gennem faste mødefora. Det oplever vi, at vi bevæger os væk fra med de krav, der stilles fra forvaltningens side, hvor lærernes arbejdstid nu (igen) betragtes som det ultimative middel til at sikre skolernes økonomi. Vi oplever ingen udsigt til forbedringer af Viborgaftalen, men i stedet markante forringelser, og den tætte samarbejdskultur og -tradition slår desværre sprækker. Et skolevæsen, der har været kendetegnet ved samarbejde og et forsøg på at prioritere forberedelse skifter dermed retning på baggrund af økonomi frem for fokus på kvalitet.
Hvis alt ender, som det ser ud lige nu, kommer vi fra august 2025 til at forholde os til den centrale arbejdstidsaftale A20. Vi afholder derfor – som nævnt ovenfor - et stort kommunalt fagligt klub-møde onsdag den 8. januar 2025 fra kl. 16.10 til 17.10, hvor vi vil orientere om den forventede opsigelse af Viborgaftalen og drøfte, hvordan vi forholder os til den nye situation.
Mødet forventes at samle alle medlemmer, og formanden for Danmarks Lærerforening, Gordon Ørskov Madsen, deltager også.
Nærmere info ovenfor.
- Publiceringsdato: 20. december 2024
- Ændringsdato: 20. december 2024