Tak for opbakningen

Først og fremmest tusind mange tak for jeres opbakning ifm. hovedstyrelsesvalget. Det betyder alt, at man har opbakning fra medlemmerne i sin lokale kreds, når man vælger at stille op eller genopstille. Det er på hjemmebanen, man skal hente hovedparten af sine stemmer, og her har I jo været helt fantastiske og i høj grad bidraget til, at jeg blev genvalgt og til, at vi fik landets højeste stemmeprocent. Det er virkelig imponerende.

Jeg vil selvfølgelig blive ved med at gøre mit bedste for at leve op til jeres tillid i de næste 4 år og tilgå arbejdet i hovedstyrelsen med dedikation og ansvar. Jeg håber, det stadig vil være til gavn for medlemmerne i Viborg Lærerkreds, at jeg kan bringe perspektiver med frem og tilbage mellem det centrale og det lokale led i DLF og samtidig understøtte arbejdet i kredsstyrelsen og blandt vores tillidsrepræsentanter.

Den kommende tid byder på store og vigtige opgaver for Danmarks lærerforening. OK24, hvor vi bl.a. stiller krav om en sikring af reallønnen, kompetenceudvikling, forbedring af seniorvilkår og en national lærerstartsordning for nyuddannede.

Vi skal spille en aktiv rolle i kvalificeringen af regerings nye folkeskoleudspil så vi kan få indflydelse på folkeskolens udvikling og så skal vi fortsætte kampen for at forbedre folkeskolens økonomi, hvilket er af helt afgørende betydning for en sund folkeskole og ikke vigtigst medlemmernes arbejdsvilkår.

OG læs så lige første linje i første afsnit igen😉

Mange hilsner

Jacob 

Emner

Målgruppe